Månedens oplevelse: L.O.W Academy

Månedens oplevelse: L.O.W Academy

Månedens oplevelse: L.O.W Academy

"Vi vil gerne give de børn, der kommer til undervisning hos L.O.W Academy, modet til at gå ud og prøve nye ting af. Det får de ved at lære, at trygheden i at falde og slå sig, og dermed fejle, er en del af processen i at blive bedre. Det gør, at de kan få selvtilliden til at prøve nye ting af. Både på skatebanen, men forhåbentligt også alle mulige andre steder i livet". 

Asger Gillesberg, driftschef i L.O.W Academy. 


Hvem er L.O.W Academy?

L.O.W Academy er en professionel skateskole, der underviser børn og unge i at køre på rulleskøjter, løbehjul og skateboard. Vi har snakket med Asger Gillesberg, der er driftschef i L.O.W Academy, og dedikeret har arbejdet med L.O.W's vision de sidste 2 år: 

Q: Hvad er det skateundervisning kan give børn, som er anderledes fra andre oplevelser?

Min oplevelse er, at skate undervisning kan give et meget højere selvværd, fordi børnene lærer, at det handler om dem selv. Vi vil gerne bruge skating til at give børn en oplevelse af, at det ikke er noget problem at fejle. Det er faktisk helt naturligt. Børnene kan lære, at når de slår sig, så handler det om at rejse sig op igen, og lære af den fejl de lavede: Hvordan kan du blive bedre på baggrund af det. Og det føler vi, skating er rigtigt godt til. 

Q: Hvordan er privatundervisning opbygget hos jer?

Først og fremmest finder vi ud af hvilket niveau eleven er på. Så tilrettelægger vi 3-6 øvelser, hvor vi som udgangspunkt prøver at rykke elevens niveau så meget som muligt. Er man nybegynder, kan vi hjælpe med at få de grundlæggende færdigheder plads, så man kan komme ud og køre i skateparken. Er man øvet, kan vi hjælpe med at finpudse teknikken, så man kan lande et trick, næste gang man går ud og prøver det af. På den måde kan vi tilrettelægge undervisningen efter de niveauer, der end måtte være. 

Q: Hvilke værdier vil I gerne give børnene med videre fra privatundervisning i skating?

Vi vil rigtigt gerne vise børnene, at skating kræver tålmodighed. Vil vi vise, at hvis man er fokuseret, prøver sit bedste og rejser sig op igen, hvis man vælter, kan man udvikle sig ekstremt hurtigt. Vores undervisningsfilosofi går rigtigt meget på, at børnene lærer, at det kræver øvelse at blive god. Og så er det også enormt vigtigt for os, at børnene går herfra med en følelse af, at de er blevet væsentligt bedre, og at de synes, at det har været sjovt at være til undervisning. 

Q: Hvad er din bedste oplevelse som underviser?

 Min bedste oplevelse med L.O.W Academy, både i forhold til undervisning og

at drive det er, når jeg ser børn udvikle sig fra at være usikre og generte til pludselig at være ude i skateparken og skate med alle mulige, de ikke kender i forvejen. Den udvikling, hvor de pludselig kører rundt med rank ryg, hilser på instruktører og giver high fives til alle, er enormt givende. Det synes jeg helt klart er den fedeste oplevelse, at jeg har gjort en positiv forskel for et barn, som de forhåbentlig tager videre med sige igennem livet.


Læs mere om privatundervisning hos L.O.W Academy her